torsdag den 26. februar 2015


I går lavede jeg et stanseværktøj, hvilket var lidt af en udfordring, da jeg for det første ikke har set sådan et værktøj før, og derfor heller ikke vidste hvordan den skulle samles, men det lykkedes til sidst.
Jeg har vedhæftet et udsnit af de 13 tegninger jeg har lavet til projektet.
 

 
 

mandag den 23. februar 2015

De sidste par dage har jeg brugt på en opgave, som uden tvivl er det sværeste jeg har arbejdet med - Og resultatet er bestemt heller ikke uden fejl. Men det må jeg rette efterhånden som jeg får mere rutine i SolidWorks.
Det var ikke en del af mine skoleopgaver, men  noget jeg lavede ved siden af, fordi jeg havde lyst.



søndag den 22. februar 2015

I sidste uge begyndte jeg at beskæftige mig med emner som bestod af flere dele (parter) og jeg lavede bl.a. en skruestik. Jeg havde modellen ved siden af mig, og kunne se på den imens jeg tegnede.
Her er en samlingstegning og et udpluk af 2D tegninger fra emnet.






fredag den 20. februar 2015

Efter at have øvet det at modellere i 3D gav jeg mig i kast med at lære, at lave arbejdstegninger således at projekterne kan fremstilles efter mål.
 
Her har jeg lavet en Remskive:
 
 
Dernæst gav jeg mig i kast med en Lysestage:
 
 
 
I fjerde, femte og syvende uge har vi taget hul på programmet SolidWorks, som er et 3D program som bruges primært til industrielt produktion. Programmet er fantastisk brugervenlig, og det er lige før, at jeg er ked af ikke at skulle bruge det længere, når engang grundforløbet er slut.
 
Vi startede ud med at lære at sketche små tegninger, og hernæst at konvertere dem til 3D.
Et udpluk af de første par figurer kan ses herunder.
 
 
 
I anden og tredje uge af forløbet arbejdede vi med, at lære AutoCAD at kende.
Det startede med at dreje sig om en masse mindre opgaver, så som at lære at tegne linjer, mindre figurer, at oprette blocks - Teknisk set bare at lære programmets tegnemenuer at kende.
 
Jeg fulgte en vejledning og endte ud med, at have lavet en plantegning over et parcelhus, en fundamentsdetalje, en tagfodsdetalje, et vinduessnit og et tværsnit af huset.
 
 
 

 

 
 
Den første uge på skolen gik med, at lære at tegne i hånden. Jeg tegnede primært mindre metalgenstande, som kunne udføres i ét stykke. Der blev undervist i alt fra stregtykkelser, til målsætning og til snittegninger. Det var spændende og udfordrende, specielt når et flerdelt snit skulle tegnes, men jeg fandt det interessant og til at finde ud af.
 

 
 
Denne blog kommer til at handle om min uddannelse til Teknisk Designer (Tidligere Teknisk Assistent), og jeg vil uploade de emner vi behandler på grundforløbet.
Jeg startede på grundforløbet mandag d. 5. februar, og forventer at afslutte det d. 15. juni i år. Herefter får jeg forhåbentlig en elevplads, hvor jeg skal være indtil januar 2016, hvorefter jeg skal på første hovedforløb i 6 måneder, efterfulgt af endnu et halvt år ude i samme virksomhed, og til sidst sluttes der af med andet hovedforløb, som afsluttes med eksamen og en forhåbentlig bestået uddannelse.
Jeg har valgt, at jeg skal følge bygge- og anlægslinjen, men på grundforløbet kommer vi igennem opgaver som henvender sig til både bygge og anlæg samt til industriel produktion. Så har man mulighed for at få prøvet de to forskellige linjer af, og først beslutte sig når man skal til at søge elevplads og inden man skal til grundforløbsprøve.

Hvad laver en Teknisk Designer, spørger du måske?
En TD'er arbejder sammen med arkitekter og ingeniører om, at lave tekniske tegninger til fremstilling af et givent projekt. Det kan fx dreje sig om at lave arbejdstegninger til fremstilling af en højtryksventil, men også tegninger til at kunne bygge et parcelhus. En TD'er kan arbejde i mange forskellige virksomheder.

Min personlige motivation til at søge ind på denne uddannelse er, at jeg altid har drømt om at bygge broer og huse. Siden jeg var lille har jeg altid tegnet huse, og elsket at indrette dem (Hvilket også gør at jeg ejer diverse Sims spil, men aldrig rigtig har spillet dem, da jeg aldrig kommer længere end til at tegne husene). I 9. klasse omhandlede min projektopgave Storebæltsbroen, og jeg planlagde allerede dengang, at det var mig som skulle bygge Odins Bro over Odense Fjord. Desværre blev det ikke mig som fik mit navn på denne, men jeg er sikker på, at jeg nok skal komme til at få en finger med i spillet på andre, ligeså spændende byggerier i fremtiden.